Haven

Den spiselige have

Bergs Fairytale Garden

Den spiselige have – Hvor natur og smag mødes

Køkkenhaven, eller “solen” som mange kalder den, er ikke kun formet sådan for sjov. Mønstret har også en vigtig funktion, da det gør det lettere for os at holde styr på rotationen af afgrøder.

I vores køkkenhave dyrker vi en lang række forskellige ting. Hele vores rejse med køkkenhaven startede, fordi Janus lider af flere kroniske sygdomme og derfor havde brug for, at vi spiste så rent som muligt. Det var også vigtigt for os at spise nyhøstede afgrøder, da mange grøntsager mister en stor del af deres vitaminer og mineraler meget hurtigt efter høst. Da Janus har svært ved at optage disse næringsstoffer gennem piller, var det vigtigt at få så friske afgrøder som muligt.

Dette er også grunden til, at vi dyrker mange farverige afgrøder, hvilket ofte betyder, at det er gamle arvesorter. For eksempel tror mange, at gulerødder er orange fra naturens side, men faktisk fandtes der kun lilla og gule gulerødder oprindeligt. Alle andre farver er blevet forædlet gennem mange år. Dette behøver dog ikke være en negativ ting, men i mange tilfælde kan det være det, da mange afgrøder forædles for højere indhold af sukker og færre bitterstoffer. Bitterstoffer er faktisk ekstremt vigtige for vores kroppe; forskning viser en sammenhæng mellem mangel på bitterstoffer og kroniske sygdomme samt kræft. Derfor er disse stoffer super vigtige, og man finder flere af dem i nogle af de gamle arvesorter.

Farverne i vores kost er også vigtige, da vitaminer og mineraler følger farvestofferne i afgrøderne. Det vil sige, at hvis vi spiser en farverig kost, hvor alle farver er repræsenteret, får vi også en meget velbalanceret kost – groft sagt.

Vi dyrker også mange sjældne afgrøder såsom oca, oxalis, ullucus, mashua og achocha, som alle er sjældne sydamerikanske afgrøder. Generelt set er vi ret eksperimenterende med, hvad vi dyrker.

Bergs Fairytale Garden

Drivhusene og deres afgrøder

I drivhusene dyrker vi både tomater, peberfrugter, chilier, agurker, meloner og auberginer. Særligt tomater, peberfrugter, auberginer og chilier har vi en passion for! Det er også grunden til, at man finder et væld af farverige udgaver af alle disse afgrøder i vores store plantesalg i foråret. Vi bruger enormt lang tid på at finde de mest farverige, smagfulde og spændende sorter af alt, hvad vi arbejder med.

Tomater er ikke bare tomater, hvis du spørger os! Der findes over 10.000 sorter på verdensplan, så der er nok at tage af. Vi leder i hele verden efter de smukkeste tomater, som også får de bedste anmeldelser fra andre. Derfor leder vi som gale efter at finde de lækreste og smukkeste tomater. For herhjemme er det ikke nok, at en tomat er smuk; den skal i den grad også smage godt! Derfor er vi meget kritiske med hensyn til, hvilke tomater der får lov til at blive mere end en sæson og derefter også ender i plantesalget.

Vi dyrker både tomater i drivhuset, på friland og i ABC Selvvandingspotter. Så der bliver testet, hvilke der klarer sig godt, hvor. At dyrke på friland kan jo altid være en udfordring, alt efter vejret, men i de gode år er det en kæmpe ekstra gave.

Peberfrugter har vi primært i Growcamps og i ABC Selvvandingspotter. Dem kan man nemlig lettere flytte rundt på, hvis behovet for at sætte de mere sarte planter i et beskyttet rum opstår i stormfulde og kolde perioder. Men vi elsker, at der findes så mange forskellige peberfrugter, både i form, størrelse, farve, mønstre og smag. Det er simpelthen fantastisk at dyrke afgrøder, som er så farverige og visuelle, som netop peberfrugten kan være!

Bergs Fairytale Garden

Fra Sydamerika til Danmark

Som mange andre haveentusiaster har vi også forelsket os i mange af de nye, spændende sydamerikanske afgrøder, man i dag kan finde.

Den første, vi forelskede os i, var Oca (Oxalis), som producerer de skønneste og lækreste små, søde og aromatiske knolde med en frisk, citrusagtig eftersmag. Både blade og blomster kan også spises; bladene er syrlige, da de er i familie med oxalis, mens blomsterne ikke har den store smag, men kan være smukke i salater og desserter.

Oca blev startskuddet til vores udforskning af Ullucus, Mashua og Yacon inden for verden af sydamerikanske knolde, og flere er på vej.

 

Bergs Fairytale Garden

Ullucus fra knold til blade

Ullucus er en lækker knold, der kravler hen ad jorden og danner et tæt tæppe, hvor den sætter knolde, når den rammer jorden. Det er farverige knolde, der er forholdsvis lette at dyrke. Rå smager de lidt af ærter og er meget sprøde og saftige. De kan både spises rå, kogte, stegte og friterede. Tilberedte smager de lidt som aspargeskartofler med en let smag af rødbede. Modsat de andre knolde er Ullucus ikke i familie med andre planter. Ullucus er ikke kun velsmagende, men også sund. Den er rig på vitaminer, mineraler og fibre, hvilket gør den til et sundt valg i kosten. Den indeholder blandt andet vitamin C, som er vigtigt for immunsystemet, samt andre antioxidanter. En anden fantatisk ting er at man kan spise både blade og stængler som spinat, så her får du hele pakken.

Bergs Fairytale Garden

Mashua både en fryd for mund og øjne

Mashua er en klatreplante, der bliver omkring 2-3 meter lang og har smukke orange blomster. Den er i familie med tallerkensmækkeren og har en lignende pebret smag. Knoldene dannes som en klump, hvor den plantes. Smagen er meget speciel og eksotisk på en super lækker måde, især når den steges i ovnen, hvor den får en rig umami-smag. Smagen er svær at beskrive, men den minder om en blanding mellem aspargeskartofler, artiskok, peberrod og et hint af marcipan. Det lyder skørt, men det er faktisk ret lækkert. Den er rig på vitaminer, mineraler og kostfibre

Bergs Fairytale Garden

Yacon til den søde tand

Yacon har vi også dyrket i en del år, og i år skal den opskaleres herhjemme. Vi plejer at have 1-2 planter, da de kan blive store. De kan blive 2-3 meter høje; her blev de omkring 180 cm med store flotte blade og fine små gule blomster. Knoldene bliver store og røde udenpå og hvide indeni og er meget saftige. De høstes som de andre knolde lige efter den første nattefrost, men her smager de dog ikke så meget endnu. Knoldene skal gerne ligge 1-3 måneder i køleskabet, før de udvikler deres søde, lækre smag. I denne fase minder de mere om slik og er super sprøde, næsten som en vandkastanje. De kan også steges eller bages i ovnen. Personligt elsker jeg at spise dem rå. Faktisk er de rigtig gode for blodsukkeret, da de ikke påvirker blodsukkeret, selvom de er meget søde.

Bergs Fairytale Garden

Achocha den nye agurk

Vi fik også hurtigt øjnene op for Achocha, som er en form for sydamerikansk agurk, der kan bruges frisk, stegt, syltet og fyldt med lækkerier i ovnen. Det fantastiske ved Achocha er, at den vokser vidunderligt på friland; faktisk vil vi fraråde på det kraftigste at have dem i drivhuset, da de vil overtage det hele. På friland ser de sølle ud indtil cirka midt juli, men derefter vokser de fra 1 meters højde til 4-6 meter på rekordtid. Det er en slyngplante, der skal klatre og kræver god plads. Til gengæld kvitterer den med hundredvis af frugter. De små, sprøde frugter er super lækre friske og smager af agurk, mens de store, fuldmodne frugter er hule med en kerne, der er let at tage ud. På dette stadie er de bedste, når de steges eller fyldes i ovnen. Det, der er fedest med Achocha, er, at den begynder at bære frugter, når agurkerne i drivhuset er ved at være færdige, og den kører på fuld kraft helt frem til den første nattefrost.

Bliv inspireret

Vores seneste nyheder

Kontakt

mail@bergsfairytalegarden.dk
Tlf. 5080 8484
Olstrupvej 34
4690 Haslev
Danmark

CVR: 34268029

Information

Butik

0
    0
    Kurv
    Din kurv er tomTilbage til shoppen