Generelt om vores avl

Vi elsker vores høns og at være sammen med dem. Derfor er deres sind og temperament enormt vigtigt for os. Vi har selv oplevet aggressive eller stressede dyr i vores gårde, og det kan i vores optik dræbe al lyst til at holde høns. Det er på ingen måde sjovt at have høns, hvis man er bange for dem, eller hvis de løber stressede rundt, når man kommer ind med vand og mad. Det lukker for muligheden for at få en tæt relation til sine høns.

Derfor fjerner vi alle dyr, som har disse tendenser, ud af avlen, da vi ikke ønsker, at disse træk går videre. Hvilket klart er vores oplevelse, at det gør. Desværre er der ikke så mange avlere, som har fokus på dette, så hvis du avler eller gerne vil, er vores opfordring, at der kommer et større fokus på dette, da det jo ødelægger glæden ved at have de høns, vi elsker så højt. Dog har vi i de seneste par år set større fokus på dette hos en del avlere, hvilket er fantastisk!

Men en stresset høne kan stresse en hel gård op og ødelægge harmonien, hvilket også kan påvirke æglægningen. Vi har oplevet høner, som har fået rolige gårde til at løbe stressede rundt, når vi kom ind, og dette sker, fordi denne høne fortæller de andre høns, at vi er en fare for dem. Da vi så fjernede denne høne, var der allerede dagen efter fuldstændig ro i gruppen igen, og de var igen nysgerrige og opsøgende på os, når vi kom. Hvilket er grunden til, at det er vigtigt at sortere i denne adfærd.

Og netop dette er, hvad vi ønsker i vores dyr: at de er nysgerrige, interagerende og ønsker kontakt. Vi elsker, når de er så tamme, at man også kan kæle med dem, men dette er dog ikke et krav for os. Dyr skal også have lov til at være dyr, og de har alle sammen hver deres personlighed, som i den grad gør det sjovt at have høns.

Aggressive haner accepteres ikke herhjemme. Vores haner gennemgår en lang række godkendelsesprocesser, før vi vil bruge dem i avlen. De må på ingen måde vise aggression over for os mennesker; der har vi nul tolerance. Men de skal også være søde over for hønerne, beskytte dem og vise opmærksomhed på deres omgivelser og advare om eventuelle farer. De skal vise damerne godter, før de selv spiser af dem, og de skal afbryde eventuelle kampe og uoverensstemmelser mellem hønerne.

Dette fokus har gjort, at vi i dag 9 ud af 10 gange kan sætte nye haner ind i eksisterende gårde uden problemer.

Æggefarver er noget af det, som vi synes er det allersjoveste ved hele avlen. Selvfølgelig er det sjovt, når man får forskellige unika, som er meget anderledes og smukke. Men det, vi faktisk har det største fokus på, er at prøve at regne ud, hvordan man finder en vej til at kunne genskabe en farve eller en nuance. F.eks. har vi igennem en del tid arbejdet med den blågrønne farve. Da vi lavede grønlæggere (kryds mellem blå og lysebrune æggefarver), syntes vi, at farven blev lidt flad og kedelig, og mange fik en lys grøn farve med en oliventone. Hvor vi gerne vil frem til nogle dybere turkisgrønne, græsgrønne og grangrønne farver. Dem kan man få lidt ved et tilfælde, særligt i olivenlægger på olivenlæggeravlen. Men det er ikke en sikker vej. At afkode sådan en vej er det, som vi synes er ekstra sjovt.

Vi oplever samtidig, at høners æggefarver ændrer sig fra dag til dag, men også over hønens levetid. Vi har oplevet, at flere høner fra vores blågrønne avlslinjer får mere olivengrønne nuancer sidst på sæsonen eller i årene efter. Så farverne ændrer sig hele tiden, hvilket jo gør det ekstra sjovt, men også meget mere kompliceret.

Mørkebrune æg viser dette tydeligst; de kan være meget mørkebrune først på sæsonen, mens de kan være både 3 og 4 toner lysere sidst på sæsonen. Dette svinger selvfølgelig meget fra høne til høne, men det viser, at det hele tiden ændrer sig lidt.

Vi arbejder med farver på mange forskellige måder og i mange forskellige retninger. I nogle gårde er det heavy bloom-hinden, som har fokus, mens det i andre er skalfarven, som er interessant. Men da vi jo ikke kun arbejder med at lave smukke farver til os selv, er det netop vigtigt, at vi finder så mange “sikre” veje som muligt, så vi også kan genskabe så mange farver som muligt. Nogle farver er meget mere lige til end andre, nemlig. For eksempel de mørke olivengrønne farver. Når du krydser blå med mørkebrun, vil du kunne få olivengrønne æg. Gentager man dette kryds med Maran (mørkebrune æg) på olivenlægger, vil du i næste generation få en mørkere olivengrøn farve. Dette kan gentages helt frem til, at hønen går tilbage til mørkebrune æg. Dette sker, fordi den brune farve til sidst bliver dominerende. Derfor kan det i de mørkeste olivengrønne farver være helt ned til 20-30%, som bliver i den rigtigt mørke olivengrønne nuance. Denne rejse kan tage op til 4 år at komme frem til. Så det er stadig ikke ukompliceret blot fordi man kender vejen. Der er mange dyr, som må frasorteres pga. uønsket æggefarve. Men dette fører os faktisk over i det næste fokuspunkt, vi har i avlen.

Det er også vigtigt at vide, at i farveavl er der ingen garantier for farver. Der kan være retninger, man arbejder i, og oftest går det også i den retning, som vi forventer og ønsker. Men i mixavl er der rigtig mange farvegener i spil. Derfor ved man aldrig rigtigt, hvad man får, før man står med ægget i hånden. Men det er også det, som gør det rigtig sjovt, for mange gange får man nogle fantastiske overraskelser.

Vi går meget op i, at vores mixracer ikke ligner de rene racer. Som i eksemplet med den mørke olivenlægger, hvor man har krydset Maran på en olivenlægger i flere generationer, vil nogle af de multi-anlæg, vi arbejder på, kunne forsvinde, og mere og mere fra hver generation komme til at ligne en Maran-høne. Hvis denne mørke olivenlægger så pludselig bliver mørkebrun, så har vi et problem. For så har vi en mixrace, som ligner en ren race. Og selvom vi skulle oplyse dette ved et salg, vil denne høne ved en fejl kunne ende i ren avl. Det ønsker vi ikke, og skal vores avl være sikker og stabil, skal de rene racer også være rene, ellers vil man opleve ustabilitet i avlen.

Når vi arbejder med vores avl, gør vi det under kontrollerede forhold. Det vil sige, at vi arbejder med store lukkede gårde, så vi hele tiden ved, hvilke haner der bliver krydset med hvilke høner. Der er altid et mål eller en retning, som vi arbejder ud fra. Så der er ingen ukontrollerede hovsa-krydsninger her.

I nogle gårde arbejder vi meget målrettet efter en bestemt farve eller nuance på ægget, mens der i andre gårde godt kan være et mix af æggefarver, hvor fokusset her også kan være udseendet på hønen/hanen.

De racer, vi bruger i vores avl, er også nøje udvalgt ud fra bestemte kriterier, som gør dem særligt vigtige i vores avl. Det kan f.eks. være den engelske Araucana, som har nogle meget specifikke og genetisk dominerende kendetegn, såsom top på hovedet, skæg i ansigtet, ærtekam og det blå gen, som jo er helt grundlæggende for næsten al farveavl. Det kan også være kendetegn som Maranens fjerløb ned ad benene, som vi går efter. For os er et succeskriterium, at de har helst en eller flere af disse kendetegn, men helst alle. Så hvis vi kan lave en mixhøne, der både har top, skæg, fjerløb, ærtekam eller atypisk kam, og som også lægger et smukt farvet æg samt har et godt sind, så er vi i vores optik tættere på den perfekte høne eller hane.

Og hvorfor så det? Der findes næsten ingen racer, som har alle disse kendetegn, så det vil tydeligt gøre, at dette er en mixrace og ikke en ren race, vi har med at gøre.

Vi kan også arbejde med Maranens farve. Oftest er det sort- og blåkopper-Maran, som har de mørkeste æg. Men bruger man sortkopper-Maran og perlegrå engelsk Araucana, som vi gør, vil man hurtigt få overvægt af sorte høns. Sorte høns kan nu være noget af det smukkeste, men hvis alle er sorte, grå eller blå, bliver det hurtigt kedeligt at se på. Derfor tager vi gerne andre linjer af Maranavl ind. Nu har vi kørt 2 år med blå sølv-Maran for at få sølv ind i halsen på de olivenlæggere, som er i risiko for at gå i mørkebrun æggefarve. I de sidste 2 år har vi også haft Guldlaks-Maran inde over, og i år har vi også fået en tværstribet Maran-hane. Hvis der er forskellige farver i hønen/hanen, vil dette uanset være en fejl, man ville frasortere hønen/hanen for i ren avl.

Vi skifter løbende ud i racerne også for at få nye gener i spil, så vi har skiftet sølv-Marana ud med en Guldlaks-Maran, som mest af alt minder om en cream legbar i farven, og som også lægger de smukke mørkebrune æg.

Når det er sagt, har vi her så også netop frit løb til at kunne “designe” udseendet på de høns, vi arbejder med. De kvaliteter, som en bestemt høne har, kan vi så bruge i avlen på hønen. Min personlige favorit er engelsk Araucana krydset med Orpington; er man heldig, får man den smukkeste, fyldige høne, som lægger grønne æg! What’s not to like?

Vi går også meget op i, at vores dyr har en flot, blød form og en god størrelse. Vi vil gerne have store dyr, som har en flot buet form fra hovedet ned over ryggen og helt op til halen. Vi er ikke glade for en kantet form over ryggen. Samtidig arbejder vi også på at få et stort flot bryst; særligt på hanerne vil vi gerne have dette stolte udseende.

Vi kigger også meget på kam, særligt i de rene racer. Dog må man aldrig forvente at få den perfekte høne/hane hver gang. Men nogle ting er selvfølgelig vigtigere end andre. Her er formen nok det, der er vigtigst for os.

Her til skal det også siges, at vi ikke laver udstillingshøns, men havehøns. Men derfor vil vi stadig gerne have, at vores dyr er af så høj kvalitet som overhovedet muligt.

Vi synes selvfølgelig, at det er rigtigt sjovt at prøve at arbejde med farverne på hønsene også. Derfor er vi i gang med at prøve at arbejde med forskellige farver og mønstre i de forskellige gårde.

I en af vores mixgårde arbejder vi med tværstribede høns, i en heavy bloom-rose arbejder vi med Wyandotte-farver, og i Guldlaks-Maran-gården er det planen at arbejde lidt på en legbar-farve på olivenlæggerne.

Vi går ikke efter et bestemt udseende; her er det lidt fri leg. Men vi gør os selvfølgelig mange tanker om, hvad der også kunne se flot ud at se på ud over æggefarverne. Mange har jo også hønsene, fordi de er hyggelige og smukke, hvilket også gør dem meget lettere at genkende og gør det lettere at få et mere personligt forhold til dyret.

Ofte er der forskellige farver af høns, som har en stærkere fjerstruktur end andre. I perlegrå engelsk Araucana bruger man ofte sorte eller vildtfarvede haner for at oparbejde fjerstrukturen, da perlegrå godt kan have en tendens til en mere flosset struktur. Her bruger man også sort til at oparbejde den perlegrå farve. Hvis man bare avler perlegrå på perlegrå år efter år, vil afkommet blive lysere og lysere, og til sidst bliver perlehvide.

Det samme princip arbejder vi med i fjerdragten på vores mixracer også.

Vi er store modstandere af indavl, hvilket også er grunden til, at vi har så mange stammer, for netop ikke at få indavl. Vi tilføjer løbende nyt genmateriale for at sikre os, at vi ikke får indavl på noget tidspunkt. Men dette er også grunden til, at man ser en krydsningsfrodighed, når man krydser 2 racer med hinanden.

Skrøner om mixracer:
En af de skrøner, vi hørte meget i starten, var, at mixracer var sterile, og at de ikke lagde nogen æg. Det har vi testet i stor stil og kunne kaste den bold helt til skamme. Uden tvivl er det vores mixracer, som lægger flest æg, og befrugtningen ligger oftere på eller lige omkring 100%.

En anden skrøne om høns, mere generelt, er at haner, at de gerne skal være lidt aggressive for at kunne beskytte damerne ordentligt, og at det påvirker deres virilitet negativt, hvis de er for søde. Hvilket igen er en helt ubegrundet skrøne. Vi har de sødeste, rolige haner, som beskytter, advarer, og som har tæt på 100% befrugtning i det meste af sæsonen.

Forskellen på racehøns/mixracehøns og industrihybrider:
En racehøne er en langsomt voksende høne, som tager tæt på et lille år om at blive fuldt udviklet. Og så lægger den færre æg end industrihybriderne. Racehøns lægger omkring 180-220 æg om året, mens mange af mixracerne lægger omkring 200-250 æg om året.

Vi så dog helst, at mixracerne lagde det samme som de rene racer, da vi ikke ønsker yderligere rov på dyrene. Til gengæld lægger en race/mixracehøne æg i hvert fald i 5 år, hvor de fleste industrihybrider er ved at være helt udtjent efter 2 år, hvor de fleste skifter dem ud. Industrien skifter allerede deres dyr ud efter 14 måneder.

Hvorimod en industrihybrid lægger mellem 300-360 æg om året det første år.