Priser

Er det dyrt?

Rugeæg koster 28 kr. stykket.Daggamle kyllinger koster 85 kr. stykket.

Men er det dyrt? For det blotte øje kan det måske godt se dyrt ud. Men vi vil gerne dykke lidt ned i dette for at give et bedre indblik i den økonomiske del af at drive en sådan avl.

Som mange ved, var vi lige ved at lukke avlen sidste år, da det hele blev lidt for hårdt, både rent fysisk og økonomisk.
Hvad mange ikke ved, er, at farveavl faktisk er den dyreste form for hønseavl, der findes. Dette skyldes, at vi ikke kan frasortere vores dyr, før de er i fuld æglægning, så der går ofte 8 til 11 måneder, før vi kan frasortere de dyr, vi ikke skal bruge. Dette sker typisk mellem uge 40-50, før de er i fuld æglægning. Derfra skal de isoleres og testes for æggefarver; denne proces tager yderligere en måned. Det betyder, at vi først kan lave kyllinger til os selv i maj/juni måned, både fordi vi skal lukke gårde for at få plads til næste års kyllinger, men også fordi presset på bestillinger er for højt før slutningen af maj til, at vi også kan tage æg. Derfor rammer vi hurtigt efterår og vinter, så de fleste kyllinger starter først æglægningen omkring januar til marts måned.
Derfor ender vi med at skulle fodre vores dyr langt længere end de fleste inden for almindelig raceavl. De fleste raceavlere har kunnet frasortere de fleste dyr inden for 13-15 uger.

Derudover har vi mange forskellige avlslinjer, som kræver mange dyr til kontrol af avlen, så vi kan sikre os, at farverne stemmer overens med de forventede farver. Samtidig kan vi ikke skille os af med for mange af sidste års høner, før vi er sikre på, at vi også får de forventede æggefarver.
Der bruges også mange økonomiske ressourcer på at få nyt genmateriale til Danmark i de rene racer, vi arbejder med. Dette gør vi både, fordi vi sender mange dyr på markedet og derfor tager det ansvar alvorligt, at vi ikke sender for mange dyr ud i Danmark fra en for lille genpulje. Derfor sørger vi for at skifte genmateriale stort set hvert år på hanerne, men også for at sikre os, at der ikke kommer nogen form for indavl i vores mixavlslinjer.
Derudover bruges der mange ressourcer på nye og farvede æggebakker. Det kunne selvfølgelig droppes, men vi gør det for at give den bedste oplevelse for kunden og for at mindske risikoen for uønskede bakterier ved brugte æggebakker.

Hjemmesiden og webshoppen med online betalingsmulighed er igen noget, som er yderst omkostningsrigt. Men det er en service, vi føler gør det både lettere og mere overskueligt for dig som kunde. Du får på den måde langt hurtigere og lettere et overblik over, hvad det er, du bestiller.
Vi laver også intens kontrol af befrugtningen, hvilket igen gør hele processen både dyrere og mere tidskrævende. Mere kontrol betyder også flere kyllinger, som vi aktivt skal bruge tid på at finde hjem til. Men for os er kvalitet den bedste service, vi kan yde vores kunder. Så allerede inden du modtager dine æg/kyllinger, har du allerede fået en yderst professionel service, som der er lagt stor passion og mange års erfaring i, i det produkt, du modtager.
Der er hvert år masser af nye nødvendige investeringer, som nye rugemaskiner, webshop samt vedligeholdelse af huse og gårde. Vi prioriterer også, at vores dyr får god plads med store gårde.

Vi er samtidig en professionel virksomhed, som både betaler moms og skat (hvilket mange avlere ikke gør, selvom de stort set ligger på samme prisleje). Derudover har vi også været nødsaget til at ansætte en medarbejder på deltid for at kunne følge med i alle bestillinger, beskeder, pasning af dyr, men også pasning af resten af vores besøgshave.
Så alt i alt er denne form for hønseavl på ingen måde en guldgrube. Faktisk har vi ikke oplevet et reelt overskud endnu her efter 8 år. Dette projekt er 100% bygget på passion for hønsene og udviklingen af nye æggefarver, og fordi vi elsker at kunne levere et fantastisk smukt produkt.
Det synes vi alligevel også er vigtigt for dig som kunde at få et indblik i, da vi egentlig ikke ønsker at hæve prisen betydeligt. Men vi oplever også, at efter vi har fået webshop, er kravene fra nogle kunder desværre nået et urimeligt niveau, særligt i forhold til den pris, man betaler for produktet.

Skulle vi tænke forretning med overskud på samme måde som et supermarked eller butik, skulle vores rugeæg koste omkring 65-75 kr. stykket. Det er ikke det, vi ønsker, for vi ønsker, at vores æg skal være til rådighed for så mange som muligt. Men kigger du på vores nabolande, vil mange rugeæg af høj kvalitet hurtigt ligge på mellem 40-75 kr. Faktisk er det prisen på mange af de rugeæg, vi køber fra udlandet. Vi har oplevet, at en hane fra Holland, som var særligt vigtig for frisk genetik, kostede os 3600 kr. i rugeæg og fragt, hvor vi endte med 4 kyllinger, som klækkede. Heldigvis var det haner, men hvor kun en hane var avlsværdig. Det gør vi gerne, når vi ved, det er vigtigt.
Ligeledes vil vi i år også begynde at genteste nogle af dyrene for bedre at sikre farveresultater. Dette kan være særdeles nyttigt, da vi jo ikke kan se, hvilken genfarve hanerne har valgt. Men det vil kunne sikre nogle resultater bedre. Men dette er absolut ikke billigt.

Vi har også kun en indtjeningsperiode på ca. 5 måneder, men udgifterne til alle dyr og pasning er året rundt.
Derfor håber vi også på en forståelse for den kvalitet, vi leverer til en yderst rimelig pris, så dette avlsprojekt også kan fortsætte i fremtiden og være økonomisk tilgængeligt for alle.

Bliv inspireret

Vores seneste nyheder

Kontakt

mail@bergsfairytalegarden.dk
Tlf. 5080 8484
Olstrupvej 34
4690 Haslev
Danmark

CVR: 34268029

Information

Butik

0
    0
    Kurv
    Din kurv er tomTilbage til shoppen